Nærværende handelsbetingelser er gældende for alle leverancer fra Concept 1 ApS.
Betingelserne udgør, sammen med skriftlige aftaler, tilbud og ordrebekræftelser, kontraktgrundlaget for alle opgaver.
Betingelserne er udelukkende gældende for leverancer fra Concept 1 og ikke for eventuelle ydelser fra tredjepart.
Ved ”kunde” forstås den juridiske person, der tildeler Concept 1 en opgave.
Aftaler kan indgås mundtligt, pr. telefon eller e-mail, og handelsbetingelserne gælder, selvom de ikke eksplicit er nævnt.
Tilbud fra Concept 1 er bindende i 30 dage, medmindre andet fremgår.
Ved mindre opgaver udsendes ikke særskilte tilbud, aftale- eller ordrebekræftelser, men arbejdet udføres og faktureres i henhold til timeprisen.
Concept 1 udfører konsulentarbejde enten til fast pris eller på timebasis. Hvor intet andet er angivet, er aftalen timebaseret og faktureres efter medgået tid.
Concept 1 udfører som udgangspunkt ikke arbejde uden beregning, medmindre det specifikt og skriftligt er aftalt.
Medmindre andet er aftalt, er bindingsperioder i abonnementer og serviceaftaler 3 måneder. Opsigelse kan ske med løbende måned + 30 dage. Opsiges samarbejdet i bindingsperioden, skal kunden betale for udført arbejde eller restbeløb svarende til den fulde bindingsperiode.
En aftale om hjemmesideproduktion kan bestå af:
Webteknik (CMS)
Webdesign
Indhold (tekst, foto, video)
Kursus i brug af CMS
Hosting
Serviceaftale
Databehandleraftale (GDPR)
Andre supplerende aftaler (SEO, marketingværktøjer mv.)
Hjemmesider leveres typisk i WordPress CMS, som er open source, og kunden får brugsrettigheder til teknikken.
Designoplæg laves og godkendes af kunden før implementering.
Kursus i brug af CMS tilbydes typisk online eller fysisk.
Hosting hos Concept 1 kræver tilkøb af en hostingpakke. Kunden kan alternativt selv stå for hosting.
Servicepakke inkluderer løbende opdateringer, backup, overvågning og support.
Udvikling af hjemmesider sker efter en aftalt tidsplan, som begge parter er forpligtede til at overholde. Som udgangspunkt indgår der faste feedbackvinduer i tidsplanen, hvor kunden har mulighed for at gennemgå og kommentere på det leverede materiale.
Standard feedbackvindue er 1 uge (5 arbejdsdage) fra den dag, hvor materialet er præsenteret til kunden. Hvis kunden ikke fremsender feedback inden for den aftalte periode, betragtes materialet som godkendt, og siden implementeres herefter.
Feedback, ændringer eller tilføjelser, som leveres efter udløbet af feedbackvinduet, faktureres efter Concept 1’s gældende timeløn. Efter godkendelse eller udløb af feedbackvinduet kan ændringer alene foretages som tillægsarbejde og faktureres efter Concept 1’s gældende timeløn.
Kunden har brugsretten til alt færdigproduceret materiale leveret af Concept 1, medmindre andet er aftalt.
Arbejdsfiler og råmateriale (fx råoptagelser, skitser) tilhører Concept 1.
Kunden er ansvarlig for, at materiale leveret til Concept 1 (billeder, grafik, tekster mv.) ikke krænker tredjemands rettigheder.
Alle priser er ekskl. moms.
Vores timepris er 760 kr., og aftalte priser fremgår af tilbuddet.
Mindre opgaver faktureres efter medgået tid.
Medmindre andet er aftalt, faktureres månedsvis bagud.
Betalingsbetingelser er netto 10 dage fra fakturadato.
Ved større projekter opdeles betaling i rater (50 % ved opstart, 50 % ved levering).
Ved forsinket betaling tilskrives renter på 2 % pr. måned samt gebyr på 100 kr.
Concept 1 arbejder efter aftalte tidsplaner. Force majeure, tredjepartsforhold eller kundens egne forsinkelser fritager Concept 1 for ansvar.
Hvis en tidsplan er kritisk for kunden, skal dette fremgå udtrykkeligt af aftalen.
Kunden modtager altid korrektur til godkendelse. Når en opgave er godkendt, hæfter Concept 1 ikke for efterfølgende fejl.
Eventuelle mangler skal påtales max 5 arbejdsdage efter levering. Concept 1 retter herefter fejlen uden meromkostning, såfremt den er dokumenteret. Efter denne periode anses leverancen som endeligt godkendt.
Concept 1 forpligter sig til at behandle alle kundens fortrolige oplysninger med diskretion og ikke videregive dem til tredjepart.
Concept 1 har ret til at bruge kundens navn og opgaver som reference i markedsføringsøjemed, medmindre kunden skriftligt frabeder sig dette.
Kunden er dataansvarlig, og Concept 1 er databehandler i forbindelse med hosting, hjemmeside og andre services.
Databehandleraftale udarbejdes særskilt i henhold til GDPR.
Ved annoncering agerer Concept 1 som konsulent og er hverken dataansvarlig eller databehandler.
Concept 1 er ikke ansvarlig for mangler eller forsinkelser som følge af force majeure eller forhold uden for Concept 1’s kontrol, herunder men ikke begrænset til strejke, nedbrud, sygdom, pandemi, brand, krig eller leveranceproblemer hos tredjepart.
Concept 1 vil i sådanne tilfælde straks underrette kunden og om nødvendigt genforhandle tidsplanen.
Konsulentaftaler kan opsiges med løbende måned + 30 dage. Opsigelse skal ske skriftligt, eksempelvis pr. e-mail, for at være gyldig.
Hjemmesideaftaler kan opsiges når som helst i forløbet, men allerede udført arbejde faktureres.
Abonnementer (fx serviceaftaler, SoMe-aftaler eller annonceaftaler) kan opsiges med løbende måned + 30 dage, men forudbetalte beløb refunderes ikke.
Concept 1 kan bistå med udarbejdelse og opsætning af privatlivspolitik, cookiebanner, GDPR-dokumentation samt øvrige forretningsdokumenter såsom handelsbetingelser. Vores assistance er udelukkende vejledende, da Concept 1 ikke er et juridisk firma og derfor ikke kan stilles til ansvar for indholdets juridiske gyldighed.
Vi anbefaler altid, at kunden konsulterer en advokat eller anden professionel rådgiver for at sikre, at dokumenterne er i fuld overensstemmelse med gældende lovgivning.
Concept 1 bruger Cookiebot fra UserCentrics for cookiehåndtering. Concept 1 kan dog ikke holdes ansvarlig for fejl, misconfigurationer, tekniske problemer eller juridiske konsekvenser, der måtte opstå i forbindelse med brugen af Cookiebot eller andre tredjepartsløsninger. Kunden er selv ansvarlig for korrekt samtykkestyring og overholdelse af gældende lovgivning.
Concept 1 ApS kan kun gøres ansvarlig for direkte tab, der kan henføres til dokumenterede fejl eller forsømmelser begået af Concept 1.
Direkte tab kan eksempelvis være tilbagebetaling af vederlag for en mangelfuld leverance eller dokumenterede ekstraudgifter til udbedring af fejl.
Concept 1 kan ikke gøres ansvarlig for indirekte tab, herunder – men ikke begrænset til – driftstab, tab af omsætning, tab af data, tab af forventet fortjeneste eller andre følgeskader.
Det samlede erstatningsansvar for Concept 1 kan aldrig overstige det beløb, kunden har betalt for den konkrete leverance eller ydelse, der danner grundlag for kravet.
Concept 1 er ikke ansvarlig for fejl, mangler eller nedbrud relateret til tredjepartsleverandører, herunder men ikke begrænset til hostingudbydere, software, plugins eller integrationer, som vi ikke har fuld kontrol over.
Enhver tvist, der udspringer af eller relaterer sig til disse handelsbetingelser, afgøres ved Retten i Holstebro som første instans.